Linjefag gruppe 1

Art of Dance

Vi vil i årets løb komme til at stifte bekendtskab med en masse forskellige stilarter. Vi vil arbejde med teknik, grounding og udtryk. Find din danseglæde frem og kom og vær åben for at lære en masse nyt.

Billedkunst 

Er linjefaget for dig der godt kan lide at være kreativ. Her kommer du til at arbejde med en masse forskellige teknikker og materialer. Du vil få mulighed for at arbejde med mange forskellige udtryksformer og projekter bl.a. tegning, maleri, land- eller street-art, keramik, glas, skulptur m.m.
Vi har billedkunstlokale i et af skolens ældste huse, "Vævehuset" - hvor der er udsigt til parken, som kan inspirere dig, når du arbejder. 

Bordtennis 

Er linjefaget for dig der spiller bordtennis. Her kommer du til at træne både teknik, fysik og taktik.  
Foruden Halvorsmindes bordtennisfaciliteter og moderne fitnesscenter trænes der også I B75´s bordtennishal. I hallen er der kapacitet til op mod 30 borde. På bordtennislinjen har du muligheden for at deltage i træningslejre og turneringer i B75 og andre steder i landet.

Bordtennis på Halvorsminde er noget udover det sædvanlige. Vi arbejder sammen med B75, hvor det er muligt at træne flere gange om ugen - skolen arrangerer transport til klubben.

Challenge 

Er linjefaget for dig der kan lide at træne udendørs med høj puls. Vi cykler, løber, sejler, surfer, klatrer og laver mange andre vilde ting. Vi vil vise hinanden, andre, men især os selv, at teamspirit, forberedelse og rigtig indstilling er med til at skabe fantastiske fælles oplevelser. Det handler kort og godt om at flytte din mentale og fysiske styrke under kontrollerede forhold – at træde ud af Comfortzone. Vi deltager som hold I forskellige løb og arrangementer.  

Foto og film 

Er linjefaget for dig der har interesse i fotografering og filmproduktion.Vi arbejder med at lave korte film, bl.a. til skolens hjemmeside. Du lærer at brainstorme, udarbejde storyboards og bruge kameraet til at tage gode og interessante billeder. I redigeringen lærer du at klippe film med den rette timing, en hensigtsmæssig brug af effekter og at vælge den rigtige musik. I vores medielokale laver vi sjove film, som andre gider se. I arbejder i selvstændige produktionsteams, og redigerer på Mac i programmerne Final Cut Pro og Adobe After Effects. 

Håndbold 

Er linjefaget for dig der spiller håndbold på motions- eller eliteniveau. Her kommer du til at træne både teknik, fysik og taktik. Her vil du blive undervist/trænet i håndbold på dit niveau. Du vil gennem målrettet træning udvikle dig både teknisk og taktisk. Vi har egen hal og moderne fitnesscenter på skolen. Du har mulighed for at træne og spille i Hjørring Håndbold, som vi samarbejder med.

Musik 

Er linjefaget for dig der har lyst til at lære at spille / synge eller allerede har erfaring. 
Vi spiller og synger rytmisk musik - pop, rock, reggae, blues, soul m. v. Vi lærer at spille efter gehør og efter becifringer. Vi lægger stor vægt på din vilje til at øve og til at indgå i sammenspil med andre. Det er os der går forrest når der skal være optræden med musik.
Vi har musiklokale med eget lydstudie.  

Spansk 

Er linjefaget for dig, der er interesseret i spansk og gerne vil lære sproget på begynderniveau. Vi arbejder med udtale, opbygning af ordforråd, faste vendinger, hilse- og høflighedsudtryk samt grammatik, der gør, at du bliver i stand til at klare dig på spansk i hverdagssituationer. Vi læser korte tekster, lytter til spansk og latinamerikansk musik og sang samt ser spansksprogede film, så du får indblik i kultur- og samfundsforholdene i Spanien og Latinamerika. Spansk er et FSA udtræksfag, så du vil også blive tilbudt at gå til prøve i spansk på Halvorsminde.