Linjefag gruppe 2

Elite bordtennis 

Er linjefaget for dig der spiller bordtennis på eliteniveau for turneringsspillere. Her kommer du til at træne både teknik, fysik og taktik.  Foruden Halvorsmindes bordtennisfaciliteter og moderne fitnesscenter trænes der også I B75´s bordtennishal. I hallen er der kapacitet til op mod 30 borde. På bordtennislinjen har du muligheden for at deltage i træningslejre og turneringer i B75 og andre steder i landet. Bordtennis på Halvorsminde er noget udover det sædvanlige. Vi arbejder sammen med B75, hvor det er muligt at træne flere gange om ugen - skolen arrangerer transport til klubben. 

Fitness / Crossfitness

Fitness
Er linjefaget for dig der godt kan lide at bruge din krop og træne, med høj intensitet. Vi arbejder med varierende og funktionelle øvelser, intervaltræning, højintensitetstræning og forskellige styrketræningsformer. Du får forbedret din sundhed, dit velvære og får en flottere fysik. På Halvorsminde har vi eget fitnesscenter. 
Crossfitness 

Er linjefaget for dig der godt kan lide at bruge din krop og træne hovedsaglig ude, med høj intensitet. Vi arbejder med varierende og funktionelle øvelser, der er hentet fra styrketræning, gymnastik, vægtløftning og sprint/løb. Vi har egen udendørs crossfitnessbane, hvor der endvidere arbejdes med kettlebells, vægtstænger og medicinbolde. Skolen er placeret tæt på Folkeparken, hvor Hjørring Kommune netop har åbnet 7 crossfitnessstationer.  

Fodbold 

Er linjefaget for dig der spiller fodbold enten på motions- eller eliteniveau. Her kan du sammen med andre udfordre og afprøve dit talent. Vi træner fysisk, teknisk og taktisk på egne baner og i vinterhalvåret på Vendsyssel FFs kunststofbaner.Pige- og drengefodbold - som U16 spiller har du mulighed for at træne og spille i Fortuna Hjørring eller Vendsyssel FF, som vi samarbejder med.  

Gymnastik

Er linjefaget for dig der enten kan lide spring- eller rytmisk gymnastik, uanset om du er nybegynder eller øvet. 

Springgymnastik/Stortrampolin 
Drømmer du om DGI’s Verdenshold eller at lære at lave en salto eller stå på hænder, så er denne linje noget for dig. I timerne med springgymnastik har vi fokus på grundtræning og tekniktræning, som er basis for de flotte, færdige spring, vi stiler efter. Desuden vil vi i timerne lege med kreative og eksperimenterende former for spring. Vi træner i vores egen hal, hvor Spring Team Nordjylland holder til. Du har mulighed for at træne sammen med dem flere gange om ugen. 

Rytmisk gymnastik
I timerne med rytmisk gymnastik vil vi prøve kræfter med mange forskellige genrer inden for gymnastik og bevægelse. Fokus vil være rettet mod koordination, kropskontrol, udstråling og glæden ved bevægelse. En del af træningen vil foregå gennem mindre koreografier og sekvenser, hvor du vil blive udfordret på dine gymnastiske færdigheder. Både fælles og personlige rettelser vil indgå som en naturlig del af arbejdet med rytmisk gymnastik.

Håndarbejde 

Er linjefaget for dig der har lyst til at lære mange forskellige håndværksmæssige teknikker. Vi arbejder med stof, garn, uld, skind, cykelslanger, dåseringe mm. Du kan lære at strikke og hækle, når du fx laver din egen hue eller andre begynderting, men du har også chancen for at strikke din egen trøje. Vi arbejder også med at sy tøj til dig selv og små accessories til at peppe outfittet op. Har du syerfaring, kan du også sy din egen gallakjole. Du lærer symaskinens og overlockerens mange muligheder at kende når tøjet trylles frem, og du lærer også at reparere dit eget tøj. Vi filter uldbamser og kaniner, laver keyhangers og tasker i skind samt griber de nye tendenser i tiden.Vi har håndarbejdslokale i et af skolens ældste huse, "Vævehuset" - hvor der er udsigt til parken, som kan inspirere dig, når du arbejder. 

Musik 

Er linjefaget for dig der har lyst til at lære at spille / synge eller allerede har erfaring. Vi spiller og synger rytmisk musik - pop, rock, reggae, blues, soul m. v. Vi lærer at spille efter gehør og efter becifringer. Vi lægger stor vægt på din vilje til at øve og til at indgå i sammenspil med andre. Det er os der går forrest når der skal være optræden med musik.Vi har musiklokale med eget lydstudie.  

Psykologi og filosofi 

Er linjefaget for dig, der kan lide at blive udfordret intellektuelt og blive klogere på dig selv og andre. I en verden, med mulighed for stor frihed og indflydelse for den enkelte, stilles der hver dag krav om at du skal vælge og tage ansvar for dit eget liv. I linjefaget psykologi og filosofi giver vi os tid til samtale, diskussion og eftertanke. Du vil blive udfordret på både følelser og fornuft, du vil lære at tænke dig om, blive bedre til at kommunikere og argumentere. Vi vil arbejde med personlig udvikling, så du er bedre stillet, når du skal træffe både små og store valg for din fremtid. Vi vil i litteraturen og mange andre steder mellem himmel og jord søge svar på livets store spørgsmål.

Ridning

Er linjefaget for dig, der er glad for heste, og gerne vil gå til ridning. Vi tilbyder i samarbejde med Hjørring Rideklub, ridning på alle niveauer. Hjørring Rideklub har repræsenteret eliten og bredden indenfor ridning i mange år. Her har du mulighed for opstaldning af egen hest, efter aftale med klubben.  

Svømning

Er linjefaget for dig der svømmer på motions- eller eliteniveau. Vi samarbejder med svømmeklubben S68 i Hjørring, som har 50 meter baner i Park Vendia. Sammen med trænerne fra S68 arbejder du med at udvikle din teknik og undervisningen vil bestå at både konditionstræning og smidighedsøvelser. Du får udviklet dit eget træningsprogram.
Du har mulighed for at deltage ved flere af landets svømmestævner og under hele efterskoleopholdet har du fri afbenyttelse af svømmehallen i fritiden. Vi arrangerer kørsel til og fra skolen til træning.